Slaget ved Nyborg

Slaget ved Nyborg 14. november 1659.

Af Mogens B. Lange 

Den 1. juni 1657 erklærede Frederik III Sverige krig. Det var klart for alle, at Sverige ønskede krig, og det var måske bedst at tage initiativet. Tidspunktet syntes gunstigt, for den svenske konge Carl Gustaf befandt sig med sin hær i Polen i en krig, der syntes at være gået i stå. Carl Gustaf har sikkert følt det som en kærkommen lejlighed til at trække sig ud.

Danmark indledte krigen med en erobring af Bremen, der var svensk besiddelse, men inden vi så os om, var den svenske hær marcheret mod vest, den danske hær blev slået og Jylland besat. I isvinteren 1657/58 kunne Carl Gustaf foretage sin berømte overgang over isen først til Fyn og siden over Langeland til Lolland og videre til Sjælland. København var hermed indesluttet. Det kom til den ydmygende Roskildefred i februar 1658, hvor Danmark måtte give afkald på Skåne, Halland, Blekinge, Bohus Len, Tronhjem Len og Bornholm foruden en række andre indrømmelser.

Carl Gustaf tøvede imidlertid med at forlade Danmark, hvilket gjorde stormagterne herunder Holland nervøse. De var ikke interesseret i, at Sverige skulle besidde begge sider af Øresund og dermed kunne opkræve Øresundstold og en Hollandks hjælpeflåde undsatte København. En storm på byen blev afværget.

En allieret hær under ledelse af Feltmarskal von Eberstein drog i efteråret 1659 fra syd op igennem Jylland, og det lykkedes denne hærstyrke at forene sig på Fyn med en dansk hær, der under ledelse af Feltmarskal Hans Schack havde gjort landgang ved Kerteminde.

Selv om svenskerne havde brugt meget energi på istandsættelse af Nyborg Fæstning erkendte de, at fæstningsanlægget ikke kunne forsvares. De indtog derfor en stilling uden for Nyborg fra Hjulby Sø op over det nuværende Juelsberg til Skaboeshuse. I det frie terræn kunne det svenske rytteri, som var overlegent, bedre manøvrere. Den svenske hær var på ca. 7.000 mand elitetropper. Den forenede hær var ca. en halv gang større, men ikke så kamptrænet som den svenske.

Angrebet indledtes den 14. november, og længe var slaget uafgjort indtil det lykkedes Hans Ahlefeldt i spidsen for rytteri at trænge igennem moserne ved Hjulby Sø og falde svenskerne i ryggen. Svenskerne trak sig under store tab tilbage til Nyborg Fæstning, som den allierede hær beskød med artilleri. Næste dag gjorde en dansk-hollandsk flåde, der lå ved Knudshoved, landgang, og det endte med at svenskerne måtte overgive sig på nåde og unåde.

Tabene i slaget er usikre, men de svenske tab angives til 2.200-2.300 mand og de danske til under 500.

Sejren førte til, at der i maj 1660 blev sluttet fred. Vi fik Tronhjem tilbage. Bornholm havde sørget for sin egen befrielse. Stormagterne, der dikterede betingelserne, afgjorde, at Sverige beholdt besiddelserne øst for Øresund, idet det jo var det hollandske motiv til at deltage i krigen.

Hans Schack fik for sin indsats i krigen overdraget Møgeltønderhus – det nuværende Schackenborg – blev optaget i grevestanden og udnævnt til Rigsfeltherre.

Svenskekrigene og Fyn

Læs historiehæftet "Svenskekrigene og Fyn" Nyborg Museum 2008 (pdf)

Sidst opdateret 17. april 2019